Med løbende brugertests og involvering af projektets interessenter opnår du kvalitetssikring af dit endelige design og layout.

Der findes rigtig mange gode surveytjenester, men når det drejer sig om evaluering af webdesign, layout og brugerflader er det mest hensigtsmæssigt at anvende værktøjer, som er skræddersyet til formålet. Og den slags værktøjer er heldigvis i markant fremgang på både udbredelse, brugervenlighed og et rimeligt prisniveau. Omfanget varierer meget fra de helt simple og lynhurtige feedbacksystemer til de større og mere samarbejdsorienterede tjenester, så lad dig inspirere og afprøv værktøjerne gratis.

Evaluering af webdesign og mockups

Oversigt over de mest populære og specialiserede online tjenester til evaluering af webdesign og mockups.

Bounce er en slags demo på Notable og er derfor både gratis og meget nemt at anvende til hurtig feedback på hjemmesider. Du indtaster en url og går derefter i gang med at markere og kommentere på udvalgte dele. Til sidst sender du et direkte link til modtageren eller deler linket via Facebook eller Twitter.
Ligesom Bounce er Clue også en gratis demo af Notable tjenesten, som er begrænset til en enkelt funktionalitet. Du indtaster den konkrete url, hvorefter Clue opretter en memory test, som du kan videresende. Når testpersonerne klikker på linket får de 5 sekunder til at orientere sig, hvorefter de på fem linier skal angive, hvad de kan huske. Testen er udløber efter 24 timer og til sidst kan du se en samlet rapport.
På Concept Feedback uploader du design, mockups, wireframes og brugerflader, hvorefter et panel af web-, design- og usabilityeksperter giver dig feedback ud fra et uafhængigt perspektiv. Bagefter kan du dele evalueringen med dit projektteam. Priser fra $99.
Draftboard er et projekt- og samarbejdsværktøj til effektiv webudvikling mellem kunde og leverandør. En mockup uploades til Draftboard, hvorefter alle projektdeltagere har mulighed for at kommentere, kommunikere og dele filer. Tjenesten koster fra $12 til $99/md.
Opnå indsigt i, hvordan brugerne navigerer på dine hjemmesider og programmer via Navflow (samt de medfølgende services Fivesecondtest og Clicktest). Her kan du teste dit design og vurdere, hvor intuitivt det er, hvor brugerne klikker og falder fra – og hvordan de kommer fra A til B. Du uploader dit design eller en serie billeder, der repræsenterer et workflow, hvorefter du inviterer testpersonerne inden for. Bagefter får du resultaterne serveret i overskuelige rapporter. Abonnement koster fra $0 til $200/md.
Naview tilbyder et brugervenligt redskab til opsætning, testning og fælles evaluering af navigationsstrukturen i dit nye design. Du kan importere regneark med menupunkterne og behøver ikke kende til kodning. Naview har en gratis version og det dyreste abonnement koster $119/md.
Notable er nemt feedbackværktøj til hjemmesider. Når du står på en hjemmeside, som du ønsker at kommentere på, klikker du på browserens Notable-ikon, hvorefter du kan markere og kommentere på både grafik, kode, tekst og en SEO-oversigt. Til sidst kan du sende det omkring dit team eller den webansvarlige. Flere store web 2.0 virksomheder benytter Notable, som koster fra $0 til $119/md.
TheCommentor er et nemt og billigt værktøj til at modtage feedback på design, mockups og lignende. Du uploader filerne i projektmapper og sender en url til testpersonerne, hvorefter de både kan tegne og kommentere på materialet. Tjenesten koster fra $10 til $40/md.
Upload dine designs til Usabilla og opret derefter din egen evalueringstest med spørgsmål, workflows og opgaver. Testpersoner giver feedback og points, og til sidst kan du generere rapporter og heatmaps via den intuitive brugerflade. Mange velkendte brands benytter Usabilla, som koster fra $0 til $139/md.
Verify er kvalitetssikring af dine mockups, designs eller eksisterende hjemmesider. Stil opgaver og se hvad testpersonerne klikker på, hvad de husker, hvordan de oplever det og hvilke associationer der opstår. Du kan også se, hvor de klikker, du kan oprette a/b tests og så kan testpersonerne efterlade feedback. Til sidst dannes overskuelige rapporter til din evaluering og opfølgning. Verify koster fra $9 til $29/md.

Af: Christian Bruun Norup

IT-projektleder i COK om dagen, teknologioptimist og drivkraft bag nounou.dk om natten.

Relaterede indlæg: