Beløn dine brugere for deres engagement og oplev en stærkere kundetilknytning med et loyalitetsprogram for din hjemmeside.

Alle sætter pris på at blive belønnet for deres hårde arbejde – også besøgende på din hjemmeside. Med et point- og præmiebaseret loyalitetsprogram skaber du et synligt incitament for øget brugerdeltagelse, som både kan føre til mere trafik, bedre dialog og ikke mindst en stærkere kundetilknytning til din virksomhed.

At tjenester funderet på spilteori er populært for tiden, vidner Foursquare og Zyngas aktuelle bølge af succes om. De følger kort fortalt de samme konkurrenceprincipper som loyalitetstjenesterne, der skyder frem med deres simple tilgang til at skabe varigt kundeengagement. For selvom det kan være relativt nemt at få besøgende ind på din hjemmeside, er det altid en stor udfordring at få de samme besøgende til at vende tilbage.

Med loyalitetsprogrammerne optjener dine brugere point ved f.eks. at ‘synes om’ dit indhold, checke ind på din side, tweete, kommentere, dele eller anden form for interaktion. Brugernes point er synlige på en offentlig pointtavle og deres optjente point kan de bruge til at indløse præmier, som du selv fastsætter.

Loyalitetsprogrammer

Oversigt over de førende SaaS tjenester, som tilbyder rammerne for et effektivt loyalitetsprogram.

Badgeville er en populær løsning til loyalitetsprogrammer for store virksomheder som Deloitte, Universal Studios og NBC, da tjenestens branding kan tilpasses 100 %. Når du har opsat løsningen vil dine brugere kunne optjene point, medajler og trofæer for til sidst at kunne modtage præmier, som du selv fastsætter. Badgeville har gode rapporteringsmuligheder og naturligvis integration til øvrige sociale medier. Med en abonnementspris der starter på $2000/md ligger Badgeville dog bestemt i den dyre ende.
BigDoor har en gratis standardløsning, der er nem og hurtig at implementere. Du installerer et script på din hjemmeside, som placerer en lille menubar på alle dine sider, hvorfra brugerne kan checke ind, dele indhold, optjene medaljer og modtage præmier. Vil du have egen branding på loyalitetsprogrammet skal du henvende dig personligt til BigDoor.
Ligesom Badgeville anvendes loyalitetstjenesten Bunchball også af helt store aktører som Comcast, Hasbro og Warner Brothers. Bunchball er da heller et letvægtssystem, som du selv kan opsætte i løbet af få minutter og derfor oplyser de ikke priser på deres hjemmeside, men opfordrer til personlig henvendelse. Tjenesten benytter sig af de klassiske gamification begreber som points, medajler osv. og tilbyder desuden muligheder som poker, videnspil, grupper og netværk med vennerne.
Cloudcaptives open source loyalitetsprogram er lige nu i en beta udgave, hvor man kan skrive sig op til at modtage besked, når der er åbnet for kontooprettelse. Tjenesten belønner aktive brugere med point, medajler, synlig status og direkte beskeder, når de har optjent noget nyt. Cloudcaptive fungerer også på mobile enheder og er rig på statistik.
Ligesom konkurrenterne tilbyder Iactionable alle standardfunktioner som point, statistik, rapportering, belønninger, niveauer og pointtavler. Desværre kan man hverken se systemets brugerflade, referencer eller priser, så Iactionable ligger ikke højest på oplagte, potentielle løsninger til et loyalitetsprogram.
Blandt alle de nævnte systemer på denne liste er PunchTab fra 2011 den mest enkle og intuitive løsning, hvor du kan opbygge og tilbyde et komplet loyalitetsprogram på bare fem minutter. Du gennemgår en trin-for-trin guide, som lader dig tilpasse indstillinger og vælge de tilgængelige præmier. Herefter indsætter du en kode på din hjemmeside, som genererer en lille 'Rewards' fane på alle sider, hvorfra dine brugere kan logge ind og optjene points ved registrering af deres deltagelse. Tjenesten er gratis at sætte op.

Af: Christian Bruun Norup

IT-projektleder i COK om dagen, teknologioptimist og drivkraft bag nounou.dk om natten.

Relaterede indlæg: